Manager Panel

 

Lørdag  kl. 15:00  Scene A

 

 

"Managers i Danmark - 20% mere eller mindre ...?"

Deltagere:

 

Een ting er fælles for de fleste managers: Aflønningen. Den udgør normalt en procentdel af kunstnerens indtjening. Men er det penge ud af lommen for kunstneren, eller kommer kunstneren til at tjene endnu flere penge ved at have en manager? Er det overhovedet nødvendigt med en manager i Danmark? Og hvem vælger hvem og hvorfor?

Til at besvare disse og andre spørgsmål har SPOT 05 samlet et panel, der giver et bud på, hvad godt management er, og hvordan branchen ser ud nu og i fremtiden.

Management-funktionen er i de seneste år for alvor slået igennem i den danske musikbranche, bl.a. i takt med udlandets øgede interesse for dansk musik. Manageren fungerer som mellemled mellem kunstnerens mange samarbejdspartnere: Pladeselskab, forlag, bookingbureau, sponsorer, revisor, advokat m.fl. Sammen med dem tager han sig af forretningerne, så kunstneren får optimale vilkår for at være kreativ.

Der er mange måder at lave management på. Ofte kommer manageren til at spille en meget central rolle som sparringspartner i kunstneriske spørgsmål, men også som kunstnerens talerør til omverdenen; medier, koncert-arrangører, turnémusikere, road-crew o.a.

Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål; panelet henvender sig til alle i musikbranchen. Den engelske manager Keith Harris indleder med et 15 min. indlæg, hvor han fortæller om management i internationalt perspektiv.

 

Keith Harris (UK)

Manager, som har arbejdet sammen med Stevie Wonder, Marvin Gaye, Smokey Robinson, Diana Ross og mange andre. Han startede i pladebranchen i 1974 og var omkring flere selskaber før han kom til Motown i U.S.A. I 1982 flyttede han tilbage til England og dannede sit eget management-firma. Forelæser på University of Westminster i London (BA Honours Course in Commercial Music) og har tillidshverv i forskellige organisationer. Den største artist i Keith Harris´ management er for tiden Omar; engelsk sangskriver, producer og multi-instrumentalist.

Jesper Bay

Manager for bl.a. Ann-Louise, Goon og Halfdan E og medejer af management- og konsulentvirksomheden Music Matters (moderator). Begyndte i musikbranchen i 1979 som manager for Linie 3 og og blev senere manager for Thomas Helmig i en årrække. Arbejdede indtil 1997 på forskellige danske pladeselskaber (Genlyd, BMG og Mega).

Ole Dreyer

Startede som manager for Sharing Patrol og Miss B. Haven i 1988. Har siden 1991 arbejdet som booker og manager på PDH, og er i dag manager for de tidligere Dizzy Mizz Lizzy medlemmer, Baal, Strawberry Slaughterhouse, Inside the Whale, Puddu Varano, Pockets, Nina Forsberg og Ibens. Er desuden medindehaver af det københavnske spillested, Rust.

Susanne Kier

Cand. Phil. i kulturformidling. Startede karrieren som freelance journalist for Århus Stiftstidende og Gaffa. Arbejdede ´88 -´97 som promotionchef og labelmanager på selskaberne Genlyd, Sonet, BMG og Warner. Etablerede i ´97 label- og managementfirmaet Soulmade sammen med Søren Nauntoft. Arbejder bl.a. med Caroline Henderson, Magnum (S), Coltrane (S) og Prominent (S).

Jesper Mardahl

Er manager for Maria Montell, Morten Remar, Hotel Hunger, Peaches og Moussa Diallo. Arbejdede i 10 år som A&R-, marketing- og labelmanager på selskaberne Genlyd, Sonet, BMG og Medley. Etablerede i 1994 Mardahl Produktion, som er en management-, promotion- og produktionsvirksomhed.

Jens Otto Paludan

Cand. Merc. og Managing Director for pladeselskabet Universal. Har i de seneste par år initieret udviklingen af et dansk repertoire og har stor succes med Aqua og YouKnowWho. Før han kom til Universal i 1994, var han i en årrække marketingschef for bl.a. ungdomsbladene, Mix og Vi Unge.